Frederikke til tops ved Budapest Open

                       Nyt stort resultat for EKK i Budapest, Ungarn

16 piger i kategorien junior female +59kg klar til start i Ungarns hovedstad Budapest. Frederikke Grønning Olesen fra Egedal Karate Klub (EKK) kigger ind i en fin lodtrækning i en gruppe, der tæller 2 medaljetagere til EM, samt 1 medaljetager til VM, så der er lagt i kakkelovnen for Frede, der stadig er på sit første år i den svære junior-række for kæmpere under 18 år.

Hamsikova fra Slovakiet i første kamp. Frede ser klar ud og fylder meget på arealet. Første gang muligheden byder sig, scorer Frede med forreste hånd og går rutineret tiden ud, uden at bruge for mange kræfter.

Vivien fra Ungarn i anden kamp. Pigen fra Ungarn må se Frede flyve forbi sine parader 2 gange med sin forreste hånd. Dernæst arbejder Frede sejren hjem, ved at stå godt på gulvet og afvise alt, hvad den ungarske pige kommer med.

Tredje kamp og dermed semifinale mod den MEGET stærke Dora Czagany, som har taget medaljer til de seneste 2 EM. Dora kommer foran 1-0, men rammes dernæst hårdt ikke én, men to og tre gange. Frede udligner til 1-1 og jagter kontrolleret Dora rundt kampen ud…..flagafgørelse viser 3-2 til Frede.

I finalen venter Lesjak (Kroatien), som tog en 5. plads til både det seneste EM og VM, samt en 3. plads til EM 2015. Lesjak er 190 cm høj og har formentlig de længste arme i Kroatien. Hun scorer derfor efter behag med særligt sin hurtige bageste hånd. Frede virkede afklaret og har en plan klar til kroaten. Igen står Frede stærk på gulvet, men kommer bagud 0-1 uden at panikke. Begge scorer 1 point samtidigt, og Frede kommer bagud 1-2. Stadig ingen panik - opbygge - angribe, opbygge - angribe…Frede scorer til 2-2 og trækker flag til flere scoringer, uden at de øvrige dommere følger med. Afgørelsen skal i flag….igen er marginalerne, heldet eller måske dygtigheden med Frede, og hun vinder Budapest Open med 3-2 på flag.

Efter 4 kampe er mønsteret klart; fysik, fysik og atter fysik. På intet tidspunkt ser Frede træt ud og jeg tror, at det er den primære grund til, at vinden blæser Fredes vej for anden weekend i træk. Endnu en guldmedalje til den succesrige karateklub i Egedal.


MO