EKK havde sendt 2 kæmpere afsted til Austrian open


Flot sæson start

De to unge karatekæmpere Laura Lyck og Rasmus V Mortensen fra Helsinge, der nu begge stiller op for Egedal Karate Klub i Stenløse, fik en flot start på sæsonen, da de begge hentede medalje, i det stærkt besatte stævne Austrian Championscup i Hard, Østrig. Der deltog kæmpere fra 26 nationer og 130 klubber, samt flere landshold. Puljerne var usædvanligt store, 43 i Laura’s og 34 i Rasmus’, så det var en stor udfordring de to kæmpere stod overfor så tidligt på sæsonen.


Laura Lyck  var den første der skulle i aktion i klassen Cadet piger +54 kg og hun startede helt forrygende, med sikre teknikker og et fantastisk taktisk overblik, der udmøntede sig i en sikker 4-0 sejr mod en tysk modstander. Endnu en tysker ventede i anden kamp og her afgjorde Laura kampen før tid, da hun kom foran 8-0 (en kamp er afgjort hvis en kæmper fører med 8 point), tredje kamp var mod en kæmper fra Schweiz og også denne kamp vandt Laura uden at modtage scoringer imod sig, da det blev 2-0. Herefter ventede en stærk kæmper fra det norske landshold. En kæmper, som Laura ærgerligt tabte til ved de nordiske mesterskaber i 2016. Men denne gang var hun tydeligvis bedre forberedt, så efter en rigtig spændende kamp, kunne Laura sejre med 5-2. dermed var hun klar til en semifinale imod den dobbelte tyske mester, men heller ikke hun kunne stoppe Laura, der stod sikkert på arealet og styrede kampens begivenheder og med 2 flotte og veltimede scoringer, sikrede hun sig sejren og dermed finalepladsen. Da gruppen blev kæmpet på flere arealer, skulle hun desværre vente 45 minutter på at kæmpe finalen, hvilket sjældent er en fordel, mod en modstander der har pulsen oppe. Laura startede dog forrygende og kom foran 1-0, men halvvejs igennem kampen kunne man begynde at ane at hendes ben blev begyndte at blive tunge og hendes østrigske modstander fik bedre fat i kampen. Desværre for Laura lykkedes det modstanderen at score 2 gange, sidste scoring bare 5 sek før tid og dermed måtte Laura tage til takke med en meget flot sølvmedalje.

Herefter var det Rasmus tur i Junior drenge -68 kg. Hans første modstander kom af ukendte årsager ikke til start og Rasmus vandt dermed uden kamp. I anden runde skulle han møde en østrigsk kæmper. Rasmus fik med hans hurtige håndteknikker sat modstanderen under pres og kom foran 1-0, hvorefter det udviklede sig til en desperat kamp for hans modstander, der mistede kontrollen og fik flere straffe for al for hård kontakt. Rasmus kunne nøjes med den ene scoring til at sikre sig sejren. I tredje runde ventede en franskmand, som havde vundet sine sidste mange stævner. Men Rasmus er ualmindeligt dygtig taktisk og han havde læst hans modstander fuldstændigt rigtigt og efter have vist meget høj klasse kunne Rasmus trække sig ud som vinder med sikre 4-1. I kampens slutfase, viste franskmandens coach tydeligt hvor frustrerede de var i den franske lejr, da han begyndte at skælde voldsomt ud på dommerne og presse hans kæmper til at gå over stregen med et spark på Rasmus kæbe, der fik det hele til at sorte for hans øjne. Men alt det til ingen nytte, det var Rasmus der rejste sig som sejrsherre og dermed var han klar til semifinale mod en tysk kæmper. Tyskeren var en meget akavet og uortodoks kæmper og Rasmus havde store problemer med at læse ham i starten af kampen og han kom bagud 0-3. Men Rasmus gav aldrig op og han fik med et perfekt spark til hovedet scoret 3 point og han gav alt han kunne i slutfasen, for at sætte den sidste scoring han behøvede, men desværre lykkedes det tyskeren at stå imod. Dermed endte kampen uafgjort og efter de nye regler er det den der laver første scoring i kampen der vinder ved uafgjort. Så Rasmus måtte dermed nøjes med at skulle kæmpe bronzekamp mod en landsholdskæmper fra Schweiz. Ham har Rasmus mødt flere gange og vundet hver gang og på denne dag hvor Rasmus virkelig var godt kørende, blev det igen til sejr med 1-0. På trods af at cifrene fortæller det var en lige kamp, så var det Rasmus der fra start styrede begivenhederne og efter at have sat pointet, kunne han forsvare sejren hjem.


Dermed startede sæsonen med en sølv og en bronze til de to kæmpere, hvilket var mere end de havde turdet håbe på i klubben, her kun 3 uger inde i sæsonen.


 JM