Polen open

 Ved "Polish Open" i Bielsko-Biala stod Jacob Løvgret i gruppen U18 - 76 kg for den største præstation. I kumite-konkurrencen viste han et sandt fighterhjerte, da han besejrede tre stærke polakker. Først i semifinalen måtte den unge Egedal-kæmper se sig slået af en erfaren dansk landsholdskæmper.

"Jacobs indsats var bemærkelsesværdig. Det er kun tolv måneder siden, at startede med at konkurrere i kumite, så en placering i top-5 i et højt rangeret kategori 4-stævne er flot. Det er helt sikkert Jacobs største resultat til dato," siger Jakob Høy Hansen fra Egedal Karate Klub.


3. plads til Frederikke

Den lokale klub havde også Maja Fehmerling med, men i sin tredje kamp blev hun slået af en dansk deltager. Hannah Christiansen i U-16 + 54 kg tabte i sin fjerde kamp, mens en sløj Victoria Toubro rendte ind i to nederlag. Også Balder Hansen og Rasmus Mortensen blev besejret i det polske. Sidsnævnte, der er på landsholdet og i skarp duel om EM-pladsen i Bulgarien, tabte i sin anden kamp.

Frederikke G. Olesen, der sidder tungt på landsholdspladsen i U-18 + 59 kg., ramte for første gang i sæsonen ikke dagen.

"Hun ville meget gerne, men tingene ville simpelthen ikke lykkes. Det var derfor på ren og skær vilje, at Frederikke kunne ende på en godkendt 3. plads," siger Jakob Høy Hansen.

Stævnet var i øvrigt det sidste udtagelsesstævne til landsholdet, hvor der kæmpes om de eftertragtede pladser til U-21 EM i Bulgarien samt NM i Letland. Omkring 1. december fordeles de attraktive pladser til EM i Sofia, Bulgarien.


MO