Italian Junior Open

Store Internationale Kampe

 

Fredag den 27. marts rejste den 15-årige Frederikke G. Olesen og den 20-årige Martin Smiths fra Egedal Karate Klub, til den lille italienske havneby Follonica i Toscana for at deltage i Italian Junior Open – et stort internationalt stævne – udvalgt som udtagelsesstævne af Dansk Karate Forbund. Det var på forhånd med en vis skepsis at de to kæmpere rejste afsted, idet netop Italien fostrer nogen af verdens absolut bedste kumite-kæmpere.

Frederikke skulle på gulvet tidligt lørdag morgen i en stor og meget stærk gruppe med ikke mindre end 35 kæmpere! Trods skepsis fra Frederikke selv, var optimismen dog på plads efter 3 weekender i træk med store internationale resultater; sølv til Ishøj Cup, sølv til Harasuto Cup i Polen og senest guld i Swedish Open i Malmø.

Frederikke lagde forsigtigt ud for at lure den ukendte modstander fra Italien af. Det varede dog kort. I løbet af 120 sekunder havde Frederikke scoret 8 point og vandt sikkert 8-0.  

I anden kamp havde Frederikke set modstanderen kæmpe. Det kan være en fordel, med mindre modstanderen har andre kort at spille, end dem der vises. Modstanderen havde naturligvis også set Frederikke kæmpe. Det spil kom Frederikke dog bedst ud af med en ny sikker 8-0 sejr, med et meget stærkt forsvar og en knusende angrebsevne og hurtighed, med både hænder og fødder.

I kvartfinalen ventede endnu en italiener som var meget bevægelig og hurtig og derfor svær at score på. Frederikke lod sig ikke slå ud. Hun fik lokket sin modstander ud i hjørnet, hvor hun ikke kunne slippe væk. Frederikke scorede igen og igen og vandt sikkert 4-1.

I semifinalen ventede en kæmper fra Holland, som havde vundet sine kampe på råstyrke og sikkerhed. Frederikke havde dog læst hollænderen godt. Usvigelig sikkert fejede Frederikke hollænderen helt af banen så sikkert som 7-2 og finalen var nu nået. Her ventede Italiens p.t. absolut stærkeste kort. Hun er hurtig, meget bevægelig og scorer lige godt med både arme og ben. Desværre for Frederikke satte italieneren en af stævnets flotteste scoringer med et meget svært teknisk spark og kom foran 3-0. Derefter skulle Frederikke satse for at komme tilbage i kampen. Det udnyttede modstanderen på flotteste vis og scorede yderligere 2 point. Samlet nederlag 0-5, efter endnu et flot stævne i rækken efter 1 år med genoptræning efter en kompliceret knæoperation.

 

Martin Smiths havde ligeledes flotte resultater i bagagen efter guld i Swedish Open i sidste weekend. Lodtrækningen gav Italien som modstander i første kamp. Martin kom bagud 2-0 mod en meget defensiv kæmper, som satsede 100% på kontra. Taktikken lykkedes for italieneren indtil 7 sekunder før tid, hvor Martin trækker et af sine varemærker; svære tekniske 3-point spark i kampens sidste 10 sekunder….klokkeklart spark fra Martin til ansigtet med fuld kontrol og pludselig 3-2 til Martin. Endnu en fantastisk afslutning i kampens slutfase.

Dernæst ventede endnu en italiener. Martin leverede et meget flot 3-pointspark som desværre kun 1 dommer var enig i. Intet point. Dernæst et ligeså sikkert 1 point stød mod ansigtet. Ligeledes kun 1 dommer var enig. Intet point igen. Frustrerende for Martin som kæmpede bravt men ikke fik dommernes kredit. 0-0 ved udløb og derfor ud i flagafgørelse fra de 5 dommere. 1-4 i Italiens favør. En afgørelse der trak undren i især den danske del af hallen, hvor man var af en anden opfattelse. Begge kæmpere kommer vi til at høre mere til i fremtiden – det er helt sikkert!


Martin O.